Hvem bør IKKE behandles med laser, IPL og ultralyd?
- Du er under 18 år
- Er gravid
- Er solbrændt eller mørk i huden
- For nyligt har indtaget medicin, som gør huden tynd, lysfølsom mm. Det gælder for eksempel Tetracyklin, Isotretinoin, Binyrebarkhormon m.fl.
- Har eksem i udbrud, hudkræft eller andre hudlidelser.
- Hvis du har implantater af metal eller Pacemaker
- Tager blodfortyndende medicin
- Har silicone i behandlingsområdet
Bemærk: Særligt ved fjernelse eller reduktion af pigmentforandringer
Oplever du pigmentforandringer, pigmentpletter, leverpletter eller andre slags hudforandringer, kan det fjernes eller reduceres ved hjælp af laser og IPL-behandlinger. Er det et kosmetisk problem for dig, er det vigtigt ikke at overse symptomer til hudkræft, så forstadier sløres eller fejlbehandles med laser og IPL.
Laser og IPL er potente og effektive behandlinger, og kan derfor være skyld i, at symptomer på hudkræft opdages sendt eller slører for undersøgelser med henblik på at stille en diagnose. Det kræver et særligt kendskab til hudforandringer, at skelne mellem symptomer på kræft og uskadelige forandinger der skyldes alderstegn.
Hvem må udføre behandlingen på en privatejet kosmetisk klinik?
Når det drejer sig om hudforandringer, må behandlinger med laser, IPL og lignende metoder, udelukkende udføres af speciallæger i dermatologi-venerologi (Hudlæger). Ikke kosmetiske sygeplejersker eller kosmetologer. Det skal være en hudlæge du møder, både ved forkonsultationen og behandlingen. Andre læger, med dokumenterede relevante kvalifikationer, med dispensation fra styrelsen, må også udføre behandlingen.
Hvis den tilknyttede hudlæge på klinikken har set og vurderet dine konkrete pigmentforandringer og vurderer at det er ufarligt, kan laserbehandlingen godt udføres af en registreret kosmetisk sygeplejerske på klinikken.
Din sikkerhed dit ansvar
Inden behandlingen bør din behandler spørge ind til evt. allergier, medicinforbrug, tidligere hudlidelser, infektioner og soleksponering.
Der er forskellige typer medicin og midler, som gør huden mere lysfølsom og derved ikke tåler behandlinger laser eller IPL. Det gælder for eksempel medicin med tetracykliner, som bl.a. benyttes til behandling af akne. Fortæl derfor altid din læge eller behandler, om du tager noget medicin.
Er man solbrændt eller mørk i huden, bør man ikke behandles med laser eller IPL. Det øger risikoen for at blive forbrændt. Dels gør det ondt, men det kan også give brandsår, pigmentfejl og i værste fald vedvarende ar ved de behandlede områder.
Det er derfor vigtigt, at der altid laves en test eller grundig analyse af din hud, før hver behandling påbegyndes. På den måde sikrer du dig, at behandlingen tilpasses til dit specifikke behov.