Guide til efterbehandling af ny tatovering
En professionel tatovør vil altid vejlede dig omkring efterbehandlingen af din nye tatovering. Det er vigtigt at du følger din tatovørs vejledning, der er tilpasset din specifikke tatovering, så du heler optimalt. Efterbehandlingen kan variere, alt efter din specifikke tatovering og din tatovørs foretrukne metode. Men her er nogle metoder du kan forvente.
Efterbehandlingsprodukter
Køb og benyt de produkter, som din tatovør anbefaler, til efterbehandlingen. Det kan f.eks. være bakteriehæmmende sæbe, uparfumeret fugtighedscreme og specielle salver til tatoveringer.
Planlæg din Helingsperiode
Giv din tatovering tid til at hele. I mellemtiden skal du undgå anstrengende fysisk aktivitet og sørge for ikke at udsætte din nye tatovering for snavs, baktierier og direkte sollys.
Indpakning af tatovering
Når din tatovering er færdig, bliver den pakket og derved beskyttet. Afhængig af tatoveringstypen og størrelse, bliver den enten pakket ind i folie eller ”Englehud”. De to forskellige metoder/ indpakninger kræver også forskellige efterbehandlinger.
Englehud
Englehud er et slags ”plaster” som beskytter din nye tatovering. Den skal typisk sidde 3 til 5 dage efter behandlingen. Først når ”Englehuden” falder af eller fjernes, kan du starte din efterbehandling. Det er i øvrigt helt normalt, at der er overskydende blæk og blod på plastret.
Når du starter efterbehandlingen, skal du vaske tatoveringen forsigtigt under lunkent vand, lade den lufttørre og først derefter smøre et tyndt lag creme på tatoveringen. Du skal forvente at smøre tatoveringen 5-6 gange om dagen, i 3-6 uger – eller indtil tatoveringen er helet.
Folie
Bliver din tatovering pakket ind i folie, har det til formål at beskytte tatoveringen de første par timer. Her er din tatovering mest åben og modtagelig for bakterier. Tatovøren vil altid rense tatoveringen med antibakteriel salve, før den dækkes af folien.
Efter et par timer, kan du tage folien af og forsigtigt vaske tatoveringen under lunkent vand med uparfumeret sæbe. Lad din nye tatovering lufttørre og påfør derefter et tyndt lag af den creme eller salve på tatoveringen. Du skal forvente at smøre din nye tatovering 5 til 6 gange dagligt i 3-6 uger, eller indtil tatoveringen er helet.
Røde flag du skal reagere på efter en tatovering
Det er helt normalt at opleve kløe eller prikken i huden hvor du er blevet tatoveret.
Dagene derpå, kan din hud være varm, og der kan sive noget væske ud af den. Senere vil huden begynde at skælle, danne sårskorpe og din tatovering kan derfor klø. Det er et normalt og godt tegn. Det betyder, at din hud er i gang med at forny sig selv.
⚠️
Oplever du nogle af flg. symptomer, skal du kontakte din tatovør eller læge og få det tjekket;
- Din tatovering ser ud til at være indsunket
- Det væsker mere eller i længere tid end hvad din tatovør har forberedt dig på
- Du har stærke smerter og rødme
- Du får feber