I oldtidens Egypten var tatoveringer primært forbeholdt kvinder. Fund fra dengang viser, at de blev brugt til at indikere status, beskytte mod sygdomme og som en del af religiøse ritualer. Mumier fra denne periode, specielt kvindelige, har komplekse mønstre tatoveret på deres kroppe.

Polynesien har altid haft en rig tradition for tatoveringer, hvor ordet “tatovering” faktisk stammer fra. Ordet “tatau” betyder at markere eller ramme noget. 

I Asien, specielt i Japan, har tatovering en lang og kompleks historie. Irezumi, den japanske tatoveringstradition, blev oprindeligt brugt som en straf, hvor kriminelle blev markeret med bestemte symboler. Senere blev det en kunstform, hvor hele kropsdragter af detaljerede og farverige designs blev populære blandt arbejdere og kriminelle. Disse tatoveringer havde ofte mytologiske og heroiske temaer.

I Vesten blev tatoveringer populære blandt søfolk i det 18. århundrede. Kaptajn James Cook og hans besætning bragte traditionen tilbage fra deres rejser til Polynesien, som hurtigt blev adopteret af sømænd som en måde at mindes deres rejser og eventyr på.

I det 20. århundrede begyndte tatoveringer at ændre sig fra at være noget, der primært blev associeret med sømænd, kriminelle og marginaliserede grupper, til at blive en udbredt form for kropskunst og selvudtryk.

Teknologiske fremskridt i tatoveringsmaskiner og blæk, samt en bredere accept af kropsudsmykninger generelt, har gjort tatoveringer en globalt accepteret kunstform og personlig udtryksform, der spænder over et utal af stilarter og teknikker. Fra traditionelle stammetatoveringer til moderne minimalistiske designs, tatoveringens historie afspejler en rig mosaik af menneskelig kreativitet og kulturel betydning.