Før behandling med ikke-permanente fillers
Her er hvad du kan forvente og hvornår. Perioderne er estimater og baseret på gennemsnittet. Din læge eller kosmetiske sygeplejerske vil vejlede dig mere præcist, når din behandlingsplan er klar.
2 uger før behandlingen skal du undgå at indtage store mængder af fiskeolie, hvidløg, ingefær og ginkgo biloba.
5 dage før behandlingen skal du undgå at tage Ipren (ibuprofen), Kodimagnyl eller Treo, da det øger risikoen for blå mærker.
2 dage før behandlingen skal du til en konsultation på klinikken.
2 dage før behandlingen skal du undgå at drikke spiritus/alkohol.
Tager du blodfortyndende medicin øges risikoen for blå mærker. Det er vigtigt at konsultere din egen læge, hvis du ønsker at holde en pause med din medicin før en behandling.
Behandlingsdagen
Procedurer varierer fra klinik til klinik. Men i store træk, er det disse handlinger, du kan forvente på behandlingsdagen.
Før behandlingen skal der tages billeder af det område, der skal behandles.
Herefter afrenses huden og din behandler analyserer dit ansigt samt ligger en plan for, hvor filleren skal injiceres.
Er det et sensitivt område, som f.eks. læberne, vil behandlingsområdet blive påført en lokalbedøvende creme. Filler produkterne har lokalbedøvelse i sig i form af Lidokain, som også medvirker til at nedsætte smerten.
Er du bekymret for smerten, så husk at fortælle det til din behandler før behandlingen, så der kan tages hensyn til det.
En behandling varer ca. 20-30 minutter afhængigt af kompleksitet og behandlingsområde.
Efter behandlingen
Det er helt normalt at opleve moderat hævelse, rødme, lidt ømhed og blå mærker. Nogle oplever mere smerte end andre, prikken i huden og kløe. Disse reaktioner forsvinder typisk efter et par dage.
Ved læbeforstørrelse er det også normalt at opleve synlig hævelse. Mange går derfor ikke direkte tilbage på arbejde umiddelbart efter.
Det er også normalt at hævelsen er asymmetrisk, da behandleren kan ramme flere blodkar med nålen i den ene side. Det udjævnes som regel inden for kort tid. Den primære hævelse vil forsvinde indenfor 2-3 dage og sekundær hævelse, hvilket er meget lidt, forsvinder i løbet af 2-3 uger.
Ømhed opleves især ved behandling af hage, tindinger og kindben. De første 2 dage er de værste og herefter forsvinder ømheden gradvist over et par uger.
Ungå at:
- Røre ved det behandlede område med fingrene de første 6 timer
- Træne eller dyrke fysisk motion de første 24 timer efter behandlingen
- Udsætte dig selv for høje temperaturer i f.eks. en sauna, et dampbad, direkte sollys, solarium m.fl. de første 24 timer. Det øger risikoen for hævelse og blå mærker
- Anvende makeup og cremer i de første 6 timer
Husk Husk Husk
- Undersøg om din ønskede behandling kræver autorisation at udføre.
- Hvis ja, skal du også tjekke om den udvalgte klinik eller kommende behandler også er godkendt til at foretage den behandling du ønsker. Det gælder især behandlinger med botox, fillers, laser, kemisk peel m.fl.
- Alle klinikker skal have en godkendt læge tilknyttet klinikken. Lægen har ansvaret for, at klinikken opfylder alle Sundhedsstyrelsens krav. For god ordens skyld, bør du også se om lægen er godkendt som kosmetisk behandler.